00
IF KVIK » 40 Års Jubilæum » 40 Års Tilbageblik
40 års tilbageblik
I 2009 er det 40 år siden de tre idrætsforeninger i Simested, Hvam og Hvilsom satte sig sammen og dannede klubben I.F. KVIK.
Den første bestyrelse bestod af 21 medlemmer, en naturlig overgang da de tre bestyrelser i fællesskab skulle have afklaret det videre forløb, også med antal bestyrelsesmedlemmer i det kommende I.F. KVIK.
Og siden er det bare gået fremad med klubben. Faciliteterne er gennem tiden blevet udvidet, ikke blot banemæssigt, men også klubhusmæssigt.
Træningsbanen, som i flere år lå i Hvilsom, er blevet sløjfet, ligesom udendørs-faciliteterne i Simested er slettet. Fodbold senior er i dag samlet i Hvam, hvor der er plads til at afvikle tre seniorkampe samtidigt og klubhuset er ad åre også blevet udvidet, så man i dag råder over nutidige omklædningsrum, et mødelokale, klublokale samt en velfungerende kiosk, hvor mange frivillige giver en hånd med i løbet af sæsonen. Fodboldafdelingen i I.F. KVIK har fra 2008 indgået et godt og udbytterigt samarbejde om at træne og spille fodbold med AIF.
Hvam stadion bliver også anvendt til afholdelse af f.eks. handicap idrætsdage og McDonalds Cup.
De indendørs aktiviteter foregår både i Simested, Hvam og Hvilsom. Der er gymnastik på alle tre skoler for børn og i Simested og Hvilsom for voksne. Der er dans for børn i Simested, ligesom der er “Idræt for sjov” på skolerne i Simested og Hvilsom.
I.F. KVIK lejer sig ind i Østhallen, hvor klubben træner i håndbold, badminton og boldlege.
Her bliver alle hjemmekampe i håndbold også afholdt.
Tidligere trænede og spillede klubben også Volleyball i Østhallen.
Lørdag den 27. juni har man i I.F. KVIK valgt at markere klubbens 40 års jubilæum, om dagen i klubhuset og på Hvam stadion, hvor der vil være forskellige sportsaktiviteter og plancher med foto af tiden som er gået
Om aftenen bliver jubilæet fejret med en gigantisk fest i Østhallen i Simested, hvor der skal spises, hygges og danses til musik fra det landskendte “Blue Hawaii”.
Hvis man synes det lyder spændende, opfordrer man fra klubbens side til at møde op og hvis det er muligt at kontakte de mange der ikke mere spiller eller har kontakt til klubben om også at møde frem, både til dagen på Hvam stadion, men også til festen i Østhallen.
IF-KVIK | Kirkebyvej 26a Hvam | 9620 Ålestrup | Tlf.: +45 78781729