REUNIONFEST PÅ SIMESTED KRO
IF KVIK arrangerer endnu engang REUNIONFEST PÅ SIMESTED KRO i samarbejde med Diskotek VENUS og Simested Kro
Sæt et STORT X i kalenderen d. 14/10-2023



Simested Kro ved Aalestrup i det himmerlandske blev i slutningen af 70'erne landskendt for sine torsdage med striptease. Folk kom fra nær og fjern, og havde nogle festlige aftener, hvor den store sal på Simested Kro var omdrejningspunkt for diskoteket, som på det tidspunkt var noget helt nyt.
Der blev langet adskillige håndbajere over disken, og to gange i løbet af torsdag aften stod den på striptease til vild jubel for den massive horde af mandfolk. Pigerne holdt sig heller ikke tilbage, og var også med på en kigger. Senere fik pigerne dog også lidt at kigge på i form af mandestrip. Den stripper som vakte mest opsigt var 'Susanne I Badet', som havde et badekar med sig som en del af sit strippershow.

GÆSTER FRA HELE HIMMERLAND
Simested Kro havde også åbent med diskotek fredag og lørdag. Og specielt i 80'erne var Simested Kro besøgt af rigtig mange både torsdag-, fredag-, og lørdag aften. Fredag aften var kendt for at være de unges aften, hvor der kom gæster fra en stor del af Himmerland.

MØDESTED FOR LIVET
Der er således rigtig mange, som har danset og fundet hinanden på Simested Kro og tilbragt rigtig mange aftener på dansegulvet, i baren, i krostuen eller i Hestestalden.  Hvis vægge kunne tale, så ville der komme masser af historier væltende ud! Også omkring de farverige kroejere Lilly og Tage, som drev Simested Kro i en årrække.
Mange savner stemningen og musikken fra dengang, og nu er chancen der for at komme til at opleve det igen. Efter på facebook at have loddet stemningen for en Reunionfest, så er der ingen tvivl om, at rigtig mange er klar! Sæt derfor allerede nu et stort kryds i kalenderen lørdag d. 14. oktober, hvis du satser på at ville deltage i denne unikke fest.

STRIPTEASE OG PERSONALE SOM I DE GAMLE DAGE
Flere har spurgt ind til om Reunionfesten også bliver med en stripper, som det var på mode før i tiden. Og ja, selvom Reunionfesten bliver en lørdag, så vil en Reunionfest på Simested Kro dog ikke være den samme, hvis ikke der kom en stripper. Eventuelle sarte sjæle må så lukke øjnene eller gå udenfor! Sammen med den nuværende ejere af Simested Kro, Michael Krogstrup, planlægger vi også at en del af barpersonalet og kontrollører skal være nogle af dem som arbejdede på kroen før i tiden. Hvis nogen har lyst til at være med, så kontakt gerne Peter Christensen.

BILLETTER
Planlægningen af Reunionfesten på Simested Kro er i fuld gang, og billetsalget bliver sat i gang her på siden d. 16/8-2023. Der bliver et samlet billetsalg på 254 stk. med siddepladser i både den store sal(162 billetter), restauranten(26 billetter) og Hestestalden(66 billetter) Billetprisen er kr. 295,-.
Der bliver mulighed for at grupper/vennepar kan købe hele borde, så man så vidt muligt kommer til at sidde sammen med dem man vil.

De Festligste hilsner fra:
Peter, Diskotek Venus | IF KVIK | Michael, Simested Kro 
Hvis man har spørgsmål til billet salget, kan man kontakte Lars Bisgaard på lbisgaard@live.com eller på 21790999 (træffes bedst efter kl. 16.00 på hverdage)
IF-KVIK | Kirkebyvej 26B | 9620 Aalestrup